Menu

Ugen der gik i Herlev IF(Uge 33)

image
Steven Knudsen
24. august 2021 kl. 09:23

Her kan du læse om ugens resultater:

Mandag:

U13CD fik besøg af BK Avarta i en kamp der kunne minde om vandpolo. Spillerne lod sig dog ikke slå ud af vejret og de fik spillet en god omgang fodbold. Det var BK Avarta der kendte deres besøgstid bedst og det var derfor også dem som kunne tage hjem med 3 point i baggagen. Resultatet blev 1-3.

55+ holdet tog imod ORI. Det blev en kamp med mange flotte aktioner fra hjemmeholdet og de fik mest af alt udeholdet til at ligne træningskegler. Præstationen blev også afspejlet i resultatet, som yderst fortjent blev på 5-0 til Herlev IF.

Onsdag:

1.sen skulle denne onsdag aften se om det ikke kunne lykkedes, at komme på pointtavlen i 3.division på udebane imod Vanløse IF. Og minsandten om det ikke lykkedes, efter en flot disciplineret indsats. Måltavlen viste 0-2 da dommeren fløjtede og det resultat kunne der ikke pilles ved.

Fredag:

U13CD holdet skulle igen i kamp og denne gang på udebane. Her mødte de Bagsværd BK, som ikke havde tænkt sig at give ved dørene. Den taktik holdt de og Herlev IF måtte kæmpe det bedste de kunne. Desværre rakte det ikke nok og Bagsværd BK hev en sejr på 5-2.

U16 skulle også i kamp denne fredag. Holdet er rykket op i række 2 og der venter nogle hårde kampe for drengene, men respekt til drengene og trænerteamet for at tage kampen op. Aftenens modstander var Kalundborg GB. Herlev IF kom desværre ikke frem til meget denne aften og der stod Kalundborg GB på det meste. Udeholdet nettede fire gange og da Herlev IF ikke fik scoret, endte kampen 0-4.

Lørdag:

U13M lagde ud denne lørdag med deres debut i Mesterrækken, modstanderen var HB Køge. Holdet har mistet flere spillere, så det var en spændt trænerteam der sendte spillere på banen. Man må sige at holdet lagde flot fra start, og de lod sig ikke påvirke af spillerafgangen. Hele 7 gange fik de bolden i nettet. Der blev lukket godt af bag til og HB Køge fik kun scoret 2. Det blev derfor 3 flotte point og en flot start på sæsonen.

U7 spillede stævne i Oase-området. Der var liv og glade dage med en masse god fodbold og store smil.

U11B skulle en tur til Ishøj BK. Herlev IF fik desværre ørene i maskinen med et nederlag på 10-2. Der skal dog gives en stor ros til Herlev IF-spillerne for ikke at slå op i banen og kæmpe alt det de kunne.

U12CD tog imod BFC Lundegården. Det var 2 hold som gerne ville angribe, så kedeligt blev det ikke. Det bølgede frem og tilbage, desværre var det BFC Lundegården som trak det længste strå og de kunne med en 2-3 sejr køre derfra med de 3 point. Ærgerligt for det godt spillende Herlev IF, som gjorde hvad de kunne.  

U12B mødte på hjemmebane Værløse BK. Det blev en utrolig tæt og yderst spændene kamp. Begge hold’s målmænd diskede op med flotte redninger, som spillerne kom ikke sovende til noget. Resultatet blev 1-1, hvilket var godkendt og sejren kunne til sidst være gået begge veje.

U11SU tog imod Nykøbing FC. Dette var holdets første kamp i SU-rækken. Udeholdet var ikke kommet for at drikke te og spise småkager, så det blev nogle hårde 60min for hjemmeholdet. 0-9 blev resultatet. Herlev IF lod sig dog ikke på noget tidspunkt slå ud og de fik nogle vigtige lærepenge med fra kampen.

2.sen mødte AB hjemme i serie 1. Det blev en noget chancefattig fodboldkamp. Desværre var det AB som fik scoret og den stilling holdt desværre hjem. Der bliver ingen nemme kampe i år, så Herlev IF-spillerne må op på hesten igen.

3.sen spillede også hjemme og tog imod ØB 90. Det var vigtigt med en god start på sæsonen, da man desværre måtte melde afbud i første kamp. Herlev IF tog hurtigt teten og fik kreeret flere chancer. Da dommeren fløjtede for sidste gang i kampen stod den 3-1 til hjemmeholdet og de kunne glade sætte 3 point ind på kontoen.

På stadion fik 1.sen besøg af VSK Aarhus. Der skulle følges op på midtugens flotte sejr. Det blev dog ikke kamp med det store chancer. Herlev IF havde bolden mest, men måtte desværre dele i porten med VSK Århus. Kampen endte 1-1.

5.sen sluttede lørdag af med en tur til Ballerup hvor Mladost IF ventede. Det blev også en tæt kamp og der er skabt godt med chancer i begge ender. Herlev IF var dog bedst samt skarpest og derfor tog de også de 3 point med hjem til Herlev med en 2-4 sejr. Stærk præstation af 5.sen på en svær udebane.

Søndag:

U12SU startede søndagen ud med at byde velkommen til FC Helsingør. Herlev IF lagde stærkt fra start og styrede begivenhederne. Der blev spillet fodbold i et højt tempo og det var en meget seværdig fodbold for de mange fremmødte tilskuere. Herlev IF lykkedes med rigtige mange ting og med en god organsation på banen, kommer man langt. 3-0 kom Herlev IF foran før udeholdet fik reduceret. Slut resultatet blev 4-1 til Herlev. IF, som spillede en fantastisk flot fodboldkamp.

U19 tog imod Friheden BK. Resultatmæssigt blev det en tæt kamp som endte 4-5 til Friheden BK. Begge hold kunne have løbet med sejren, men heldet var ikke lige med Herlev IF denne søndag.

8-mandsholdet kørte en tur til Snekkersten. Herlev IF fik startet kampen fint op og det var 2 hold som stod godt på banen og meget blev ikke overladt til tilfældighederne. Målmændene var heller ikke i gavehumør. Snekkersten kom foran 1-0, og det var desværre en stilling som Herlev IF aldrig fik hentet og man måtte derfor køre slukøret derfra. Der er dog mange gode ting fra kampen, som holdet kan begge videre på.

Det var alt for denne gang, tusind tak til alle jer som har støttet holdene i denne uge og ikke mindst Café Offside i Gårdhaven.

FORZA HERLEV IF
              - FÆLLESKAB OG FODBOLD FOR HELE HERLEV

Luk